Viser opslag med etiketten Madplaner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Madplaner. Vis alle opslag

mandag den 16. februar 2015

Madplan uge 8

Sidste uge fløj af sted med praktikstart, og inden jeg havde set mig om var det lørdag. Jeg havde glemt alt om, at jeg gerne vil dele min madplan med jer. Nu er der lidt ro på igen, jeg er faldet godt til i praktikken og nyder hverdagen, samt følelsen af at udrette noget og ikke bare ''fise-husleje-af-derhjemme''. Så her kommer denne uges madplan:

Mandag: Karbonder og grønærter, lynstegte grønsager og kartofler.
Tirsdag: Rester
Onsdag: Helstegt rødspætter med kartofler, råkost og persillesovs.
Torsdag: Kartoffelmos med millionbøf
Fredag: Kyllingebryst i ovnen, sovs og bagte rodfrugter.
Lørdag: Ikke planlagt endnu :o)
Søndag: Medisterpølse, brun sovs, kartofler og rødkålssalat.

Vi kan godt lide helt traditionelt dansk mad, med sovs og kartofler, som mine madplaner også afspejler, men jeg elsker grønsager og vil gerne have det. Bloggen Vanløse Blues har inspireret mig en del på det sidste, hun er nemlig begyndt at lave madplaner med indkøbsliste, opskrifter og det hele, på mad der er lækkert og nemt at lave ''low carb'' uden at der bliver fanatisk.
Så jeg overvejer kraftigt, at vi fra næste uge skal afprøve mindst en af hendes opskrifter om ugen og gerne to. Jeg mangler nemlig lidt inspiration til, at få drengene i huset til at spise flere grønsager!

Bagningen i denne uge bliver både glutenfrie knækbrød, glutenfrie boller og rugbrød, da fryseren er ved at være tom. Og så vil jeg måske eksperimentere med en kartoffelmazarinkage, jeg har set på en blog, den må kunne laves glutenfri! :o)

mandag den 26. januar 2015

Madplan uge 5

Jeg har præcis en uge tilbage af min sygemelding, for på mandag skal jeg starte i skole igen! Det er både rigtig dejligt, jeg glæder mig meget, men det er også lidt skræmmende, lige pludselig, at skulle i gang igen. Med den virkelig verden lige rundt om hjørnet, er madplan en rigtig vigtig ting for mig. Vi har også haft madplan mens jeg har været hjemme de sidste 5 måneder, men jeg har ikke holdt den helt så stramt, som jeg kommer til nu.

I den kommende uge varmer jeg lidt op, og madplanen bliver som følger:

Mandag: Karbonader med abrikos, Opskrift fra Arla
Tirsdag: Mormor- spaghetti, forklaring følger!
Onsdag: Hokkaidosuppe fra fryseren med toppings.
Torsdag: Græskfarsbrød med ovnkartofler, tzatiki og salat
Fredag: Lakseroulade med hjemmebagt flutes
Lørdag: Sammenkogt ret med svinesmåkød og kartoffelmos
Søndag: Rester fra lørdag med ris, da jeg er på glaskursus hele dagen.

Jesper skal til et møde onsdag aften, hvor jeg plejer at bage kage til, denne gang skal de have "Orange-knas-småkager", efter Jespers eget ønske.
Jeg skal bage nogle lækre glutenfrie flutes til fredag aften og så drømmer jeg om at bage fastelavnsboller, men har endnu ikke fundet en god glutenfri opskrift, øv. Det ender nok med at jeg må eksperimentere lidt.

mandag den 20. oktober 2014

Madplan uge 43

Så er en ny uge i gang, og den kommer til at stå i fødselsdagens tegn, for min far og jeg har nemlig fødselsdag på fredag. Jeg skal både holde lidt fødselsdag torsdag og fredag, det bliver så hyggeligt! Jeg elsker fødselsdag :o)

Jesper har været syg hele weekenden, og ikke spist så meget. Vi spiste derfor ikke rigtig aftensmad i går, og jeg har rykket gårsdagens menu til på søndag i stedet.
I aften skal vi have en god stærk karrysuppe, som forhåbentligt sender alt forkølelse væk herhjemme fra!
Mandag: Karrysuppe med kylling, peberfrugt, porre og bacondrys.
Tirsdag: Kødsovs-rester fra fryseren, pasta og bagt hvidkål.
Onsdag: Forlorenhare med kartofler, gulerødder og sovs.
Torsdag: Flødekartofler med glaseret skinke og salat.
Fredag: Fødselsdagsmiddag hos mine forældre.
Lørdag: Rester
Søndag: Kyllingebryst med bacon, Rodfrugter i ovn og sovs.

På torsdag skal jeg have bagt en kagemand og til på fredag skal jeg have fundet på en god og lækker dessert. Ellers sker der ikke de vilde udskejelser i køkkenet denne uge. Hvis jeg har overskud til det, vil jeg rigtig gerne prøve at sylte rødbeder, men det må tiden vise.



søndag den 12. oktober 2014

Madplan uge 42

Mange familier holder efterårsferien i denne uge, men alligevel kan man sagtens have en madplan. Det kan måske ovenikøbet gøre ugen hyggeligere. Herhjemme hos os er det bare helt almindelig hverdag, og madplanen giver sådan en dejlig ro.

Mandag: Rester fra weekenden, af Flæskesteg med abrikos . Det skal I prøve!
Tirsdag: Risengrød med kanelsukker, smørklat og saftevand
Onsdag: Hakkebøf med bløde løg, kartofler og sovs
Torsdag: Kartoffelmousakka med salat
Fredag: Fiskefrikadeller med sursød-sovs, kartofler og råkost salat
Lørdag: Pølsehorn og snack grønt
Søndag: Kyllingebryst med bacon, rodfrugter i ovn og sovs

Jeg håber på, at kunne give lidt inspiration til jer der læser med, ved at dele vores madplan.
Udover aftensmad skal jeg også have bagt noget glutenfrit rugbrød og nogle boller i løbet af ugen, samt en kage til at tage på besøg, på Assenbæk.

Hvis I mangler en ide til efterårsferien, kunne I lave:
- Æblechips
- Tænde bål og lave snobrød, pandekager eller popcorn
- Bage lækre boller
- Tage ud i den danske natur med en madpakke
- Tage en aftentur i Legoland. De har helt efterårsferien fri entre fra kl. 18 og lukker kl. 20. Så kan man gå rundt og kigge og se hvor fint de har pyntet op.

tirsdag den 26. november 2013

Madplan uge 48

Endnu en uge er skudt i gang, og jeg er fyldt med energi efter en afslapningsweekend.
Ugens madplan ser sådan ud, bedre sent end aldrig :o)

Mandag: Flæskestegsrester fra søndag
Tirsdag: Pasta med kødsovs og snack grønt
Onsdag: Hokkaidosuppe med cremefraiche, persille, bacon og kyllingestykker
Torsdag: Kold kartoffelsalat med grillede pølser
Fredag: Hakke bøffer med bløde løg, brun sovs og kartofler
Lørdag: Mine forældre står for menuen
Søndag: Falafler med pitabrød, salat og hvidløgsdressing

Hvis jeg har nogle grønsager der skal brugs, men jeg ved ikke til hvad, bruger jeg tit Sæson for god smag eller Karolines Køkken til at finde inspiration. Jeg synes at det har mange gode, spændende og sunde opskrifter, som jeg godt kan overskue at lave. Nye opskrifter må i min verden ikke være for kompliceret på en hverdagsaften.

mandag den 18. november 2013

Madplan: Uge 47

Min plan om at få lagt en madplan op hver eneste uge er endnu ikke lykkedes, men det gør det måske en dag. Men I skal ikke snydes for denne uges madplan af den grund.

Mandag: Minestronesuppe (Med masser af grønsager, mums!)
Tirsdag: Stegt flæsk med kartofler, persillesovs og råkost. (Husk at stemme)
Onsdag: Pastafad med kylling med en grøn salat til. (Gluten og laktosefri version)
Torsdag: Majspandekager med oksekødsfyld, salat, salsa og cremefraiche.
Fredag: Fiskefrikadeller med sur/sød sovs, kartofler og snack grønt.
Lørdag: Rester, jeg er alene hjemme.
Søndag: Flæskesteg med det hele efter denne opskrift.

Jeg er begyndt at være meget opmærksom på, at få vores madplan lavet sådan, at vi både får kylling, gris, okse og fisk i løbet af en uge, og denne uge lykkedes det rigtig godt.

Udover at lave aftensmad skal jeg i weekend lege med at bage nogle glutenfrie julesmåkager og have lavet en grankrans til døren.

mandag den 21. oktober 2013

Madplan uge 43

Denne uge kommer til at stå i fødselsdagens tegn. Min far og jeg har nemlig fødselsdag på torsdag, og glæder mig som altid helt vildt! Der skal derfor bages en del i denne uge og laves mere mad end normalt - både glutenfrit og ikke glutenfrit.

Mandag: Frikadeller, kartofler og stuvet hvidkål fra egen avl.
(Min studiegruppe kommer på besøg, det er snart eksamenstid og der er lidt som skal forberedes.)

Tirsdag: Svenskpølseret.
'Jeg brugte denne opskrift de første par gange, nu laver jeg det bare på slum.

Onsdag: Hokkaidosuppe, med stegt bacon, kylling i små tern, creme faiche, græskarkerner og persille. (Vi er vilde med toppings ;o))

Torsdag: Kartoffelmos med noget sammenkogt ret.
Is med hjemmelavet hindbærskum til dessert.
(Mine svigerforældre kommer til fødselsdag)

Fredag: Skinke på grill med diverse tilbehør og sovs.
En kage ala denne til dessert, bare i en laktose og glutenfri udgave.
Far og jeg holder noget fødselsdag sammen.

Lørdag: Pitabrød i en glutenfri version med falafel
(Hvis jeg orker efter en dag på Kreativmesse med Søs - ellers er der måske nogle rester vi kan spise.)

Søndag: Lasagne med salat.
Jeg har inviteret nogle veninder til fødselsdags- eftermiddagskage og aftensmad.

Jeg har ikke helt besluttet, hvad for noget kage der skal bages til på søndag, men i hvert fald vandbakkelse. Det er jo fødselsdag :o)

søndag den 6. oktober 2013

Madplaner

Jeg laver faktisk madplan hver eneste uge, og tænkte at jeg måske skulle begynde at dele den med jer.
Det giver sådan et dejligt overskud herhjemme, når jeg ved hvad der skal lavest om aftenen, lang tid i forvejen. Jeg har forsøgt mig med at lave for to uger af gangen, men en uge af gangen fungere bedst lige nu. Selvom madplanen er der, har vi stadig plads til at ændre planer og menu. Hvis vi har lyst til at være spontane, rykker vi bare madplanen lidt.

For uge 41 ser det sådan ud:

Mandag: Karryfisk med hvidkål og æble med kartofler til.
Tirsdag: Kylling i tomatsauce med persille og ris.
Onsdag: Kartoffelsuppe med sprød bacon, persille og creme fraiche.
Torsdag: Skal der ikke laves mad.
Fredag: Ovnkartofler/rodfrugter, krydrede frikadeller og tzatiki.
Lørdag: Majspandekager med guacamole, salat, salsa og kød.
Søndag: Hjemmelavet burger 


Hvis der bliver mange rester får vi det typisk dagen efter og er der kun lidt, får Jesper det som regel med på madpakke.