torsdag den 10. januar 2013

Indisk inspireret gryde med oksekød, aubergine og spinat

Sådan så aftensmaden ud hjemme hos os igår. Det så endnu bedre ud i virkeligheden og duften var helt igennem fremragende. Kæresten havde lyst til noget indisk, så vi fremtryllede denne ret. Vi brugte ikke nogen opskrift, men lod os inspirere af noget af det vi typisk har puttet i andre indiske retter. Derfor kan jeg heller ikke angive præcis hvor meget vi tilsatte af de forskellige ting, men her kommer et forsigtigt bud.

Indisk gryde med oksekød, aubergine og spinat.
2 løg skåret i tynde både
6 fed hvidløg groft hakket
ca 10 korianderfrø
4-5 grønne kardemomme kapsler
paprika
spidskommen
garam masala
olie

800 g oksespidsbryst (der kan også bruges klump eller lignende)
1 spsk hvedemel
1-2 spsk konc. tomatpure
Olie
Salt
Peber

1 aubergine i terninger (denne koges helt ud og jeg overvejer om man næste gang skal tilsætte to, da det giver godt fyld til retten)
1 tsk/terning boullion alt efter hvad du har. Vi brugte økologisk okseboullion
4-5 dl Yoghurt naturel - her vil jeg anbefale at bruge sødmælks yoghurt. Tilsæt kun halvdelen til at starte med.
Vand så kød og grøntsager er dækket.

Frisk spinat

Fremgangsmåde
Olie varmes i en stor gryde, heri svitses løg, hvidløg og krydderier. Pas på det ikke branker. Herefter tages det op. Hæld lidt mere olie i gryden og brun kødet af to gange. Når den sidste omgang kød er brunet, drysses melet ud over kødet, så det opsuges, (dette er med til at jævne retten lidt). Tomatpure tilsættes og steger med et øjeblik, inden aubergine tilsættes. Krydder med salt og peber. Lad dem steges med et øjeblik og tilsæt så vand og boullion. Hvis du har problemer med at retten er ved at brænde sig fast på bunden undervejs, kan der tilsættes en lille smule væske efter at kødet er brunet.
Herefter tilsættes yoghurt, start med halvdelen og tilsæt evt resten, når retten har kogt et stykke tid og du har smagt på den.
Bring retten i kog og lad den simre i et par timer. Kig til den undervejs og tilsæt evt mere krydderi og yoghurt.
Når kødet er mørt, kan retten jævnes hvis man ønsker den tykkere. Herefter tilsættes spinat (der forinden skal være skyldet godt). Det vendes rundt i retten 1-2 minutter og så er det tid til servering.

Server ris til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar