torsdag den 5. december 2013

Adventsdekoration 2013



Dette års adventsdekoration har Jesper og jeg lavet sammen. Vi var i Bilka en dag, hvor vi så svampene. (Vi kan godt lige svampe)  Jesper fik straks en ide til, at de kunne stå på vores store sølvfad sammen med fire lys og noget mos - og vupti, så havde vi en adventsdekoration.

Den ide var jeg med på, og købe en uge senere ting til den. Mosset har jeg hentet i skoven. Søndag eftermiddag gik jeg i gang med den, og lidt efter kom Jesper og var med. Det er lidt hyggeligt at have en adventsdekoration som vi har lavet sammen. Vi er blevet godt tilfredse med resultatet og den står rigtig godt på spisebordet i stuen.

Hvordan ser din adventsdekoration/krans ud i år? :o)

onsdag den 4. december 2013

Hjemmelavet wallsticker




Jeg havde set en wallsticker på en anden blog, hvor der også stod ''Kys mig altid godnat...'', og måtte bare eje sådan en til vores soveværelse. Meeennn... Da jeg så søgte på nettet og den kostede 150 kr. + porto, var jeg ikke helt så imponeret længere.
Heldigvis snakkede jeg så med en god veninde om det, som foreslog at jeg da bare kunne printe det ud og sætte det op med trylletyggummi. Den ide var jeg helt med på!

Det har jeg nu forsøgt og det er endt sådan. Jeg er faktisk meget godt tilfreds med resultatet, den er bare lidt skrøbelig, da det ikke er hele bogstavet som sider fast, men kun noget af det.

Hvis du selv har lyst til at lave sådan en, skal du brug:
1 computer
1 citat/ordsprog
1 printer
1 saks
Trylletyggummi, elefantsnot osv. (kært barn har mange navne)
Tålmodighed

Find det citat eller ordsprog du gerne vil bruge. Skriv det ind på computeren med den skrifttype, farve og størrelse du ønsker. Print det ud, klip det ud og sæt det op på det ønskede sted med trylletyggummiet. Sværere er det ikke.
God fornøjelse

onsdag den 27. november 2013

Marcipan-kerne-kiks


Rundt om i diverse supermarkeder hænger der lige nu en del juleopskriftshæfter, og det er i sådan et jeg har fundet denne opskrift. Det er et opskrifthæfte fra Odense Marcipan og jeg fandt det i Bilka. Der var rigtig mange opskrifter på konfekt, og så lige disse kiks, som jeg bare måtte bage.

Jeg har lavet dem som glutenfrie, men I kan bare skifte havregryn og mel ud med det hele almindelig du har hjemme. Det er både billigere og nemmere for dig, som ikke roder med allergi. :o)

Du skal bruge: (ca. 40 stk.)
1 dl sukker
1 dl hørfrø
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkefrø
2 dl havregryn (glutenfrie, fx Urthekram)
2 spsk Jyttemel (Jeg køber det i Superbrugsen i Bramming og har ikke set det andre steder)
2 tsk. bagepulver 
1 æg
1½ dl flydende margarine
200 g revet marcipan

Du skal gøre:
1. Bland alle de tørre ingredienser sammen, kom marcipanen i og saml dejen med æg og flydende margarine. Lad dejen hvile 15-30 minutter.

2. Sæt med en teske små klatter af dejen på en bageplade med bagepapir. Pres dejklatterne flade til kiks, evt. ved at lægge et stykke bagepapir oven på og rulle med en kagerulle.

3. Bag kiksene ved 180 grader i 10-15 minutter. Hold øje med dem, de skal kun være lysebrune.

Opbevar dem i en kagedåse til de er spist.

tirsdag den 26. november 2013

Madplan uge 48

Endnu en uge er skudt i gang, og jeg er fyldt med energi efter en afslapningsweekend.
Ugens madplan ser sådan ud, bedre sent end aldrig :o)

Mandag: Flæskestegsrester fra søndag
Tirsdag: Pasta med kødsovs og snack grønt
Onsdag: Hokkaidosuppe med cremefraiche, persille, bacon og kyllingestykker
Torsdag: Kold kartoffelsalat med grillede pølser
Fredag: Hakke bøffer med bløde løg, brun sovs og kartofler
Lørdag: Mine forældre står for menuen
Søndag: Falafler med pitabrød, salat og hvidløgsdressing

Hvis jeg har nogle grønsager der skal brugs, men jeg ved ikke til hvad, bruger jeg tit Sæson for god smag eller Karolines Køkken til at finde inspiration. Jeg synes at det har mange gode, spændende og sunde opskrifter, som jeg godt kan overskue at lave. Nye opskrifter må i min verden ikke være for kompliceret på en hverdagsaften.

fredag den 22. november 2013

Brændte mandler

Man går ned af gågaden, og duften fanger næsen.. Mmmm, brændte mandler tænker man. Jeg elsker brændte mandler, og de er faktisk nemme at lave selv, så det er bare at komme i gang!


Du skal bruge:
200 g mandler
250 sukker
1 dl vand

Kom det hele i en pande med høje kanter eller en gryde. Rør rundt og få det i kog, lad det nu koge til alt vandet er fordampet. Sukkeret bliver nu sådan lidt hvidt og tørt. Her skal man bare fortsætte, til det begynder at blive brunt og smelte. Forsæt til du synes at mandlerne er blevet ''brændte'' nok og alt sukkeret hænger fast på mandlerne.
Hæld mandlerne ud på et stykke bagepapir og lad dem køle lidt af inden du smager, og køl dem yderligere ned, inden du kommer dem i et tætsluttede glas.

Projekt juletræstæppe


Jesper og jeg skal holde vores første egen jul sammen herhjemme på gården i år. Det betyder, at vi skal finde ud af, hvad VI godt kunne tænke os og hvordan sådan en jul skal være. Hvad vil vi gerne have at spise, hvordan skal juletræet se ud og alle mulige andre ting.
Vi er enige om det meste, også juletræstæppet. Mine svigerforældre har et utrolig flot juletræstæppe, som er lidt patchwork agtigt og så alligevel ikke.
Derfor blev vi enige om, at jeg skal prøve at sy sådan et. Nu har jeg endelig fået købt stoffet og arbejdet kan gå i gang. Forsættelse følger...

mandag den 18. november 2013

Madplan: Uge 47

Min plan om at få lagt en madplan op hver eneste uge er endnu ikke lykkedes, men det gør det måske en dag. Men I skal ikke snydes for denne uges madplan af den grund.

Mandag: Minestronesuppe (Med masser af grønsager, mums!)
Tirsdag: Stegt flæsk med kartofler, persillesovs og råkost. (Husk at stemme)
Onsdag: Pastafad med kylling med en grøn salat til. (Gluten og laktosefri version)
Torsdag: Majspandekager med oksekødsfyld, salat, salsa og cremefraiche.
Fredag: Fiskefrikadeller med sur/sød sovs, kartofler og snack grønt.
Lørdag: Rester, jeg er alene hjemme.
Søndag: Flæskesteg med det hele efter denne opskrift.

Jeg er begyndt at være meget opmærksom på, at få vores madplan lavet sådan, at vi både får kylling, gris, okse og fisk i løbet af en uge, og denne uge lykkedes det rigtig godt.

Udover at lave aftensmad skal jeg i weekend lege med at bage nogle glutenfrie julesmåkager og have lavet en grankrans til døren.

søndag den 10. november 2013

Evighedsprojekt

Idag har jeg hygget mig med mit evighedsprojekt i form af en broderet julekalender. Projektet fik jeg foræret som et komplet sæt i 2002 af min skønne farmor. Dengang boede jeg i Tyskland og havde nogle lange mørke aftener der skulle fordrives med noget, derfor gav hun mig denne kalender.

Jeg har efterfølgende kun broderet på den meget sporarisk når lysten til broderi lige har grebet mig og derfor er der også et stykke vej endnu inden den kan siges at være færdig.
Mit mål er at den skal være klar når mine egne børn får brug for sådan en, så et par år har jeg vist lige at løbe på endnu! Dog må jeg vist hellere vinde den frem lidt oftere fremover hvis det skal lykkes.

lørdag den 2. november 2013

Æblegrød

Jeg husker tydeligt fra min barndom, at vi tit fik æblegrød. (Især om vinteren) Vi fik det både med mælk og sukker til dessert eller snack, som gammeldags æblekage og nogle gange som morgenmad med cornflakes og mælk. Mmmm, siger jeg bare! Vi har helt vildt mange æbler i år og jeg havde lige sådan lyst til at lave æblegrød af nogle af dem.

Opskrift:
800 g - 1 kg forskellige æbler (Gerne en blanding af mad- og spiseæbler)
4 dl vand
100-150 g sukker

Skræl æblerne og fjern kernehuset. Skær æblerne i både og kom dem i en gryde med vandet.
Hvis man laver æblegrød tidligt på sæsonen, skal der næsten ingen vand i, men mine æbler er blevet lidt melet, og tog derfor en del vand.
Når æblerne er kogt møre og det er blevet til grød, smages der til med sukker.

Nyd æblegrøden varm eller lad den køle af.


fredag den 1. november 2013

Græskar i lange baner!

Det vrimler med græskar, af forskellig art, alle steder hjemme ved os lige for tiden. Nogle af egen avl og nogle som min kæreste har fået med hjem fra arbejde.
Jeg vil lige vise jer billeder af det, for jeg synes det ser virkelig hyggeligt ud og komme med et bare gode tricks.


Jeg havde set et sted på nettet, hvor de have skåret låget til græskarlygten, som på billederne ovenfor. Det er vildt smart. Det er både nemmere at skrabe indholdet ud og tænde lygten.
Vi har både skåret og boret huller i lygterne. Junior på 2 år kunne nemlig hjælpe far med at bore hullerne, men ikke så godt med at bruge den skarpe kniv.


Græskarene er både inde og ude. Det er bare så hyggeligt.

Et godt trick er, at pensle sit udskåret græskarhoved med atamon og sørge for at det ikke får for meget vand. Dette gør at du har glæde af (u)hyggen i lidt længere tid, inden den mugner.

mandag den 21. oktober 2013

Madplan uge 43

Denne uge kommer til at stå i fødselsdagens tegn. Min far og jeg har nemlig fødselsdag på torsdag, og glæder mig som altid helt vildt! Der skal derfor bages en del i denne uge og laves mere mad end normalt - både glutenfrit og ikke glutenfrit.

Mandag: Frikadeller, kartofler og stuvet hvidkål fra egen avl.
(Min studiegruppe kommer på besøg, det er snart eksamenstid og der er lidt som skal forberedes.)

Tirsdag: Svenskpølseret.
'Jeg brugte denne opskrift de første par gange, nu laver jeg det bare på slum.

Onsdag: Hokkaidosuppe, med stegt bacon, kylling i små tern, creme faiche, græskarkerner og persille. (Vi er vilde med toppings ;o))

Torsdag: Kartoffelmos med noget sammenkogt ret.
Is med hjemmelavet hindbærskum til dessert.
(Mine svigerforældre kommer til fødselsdag)

Fredag: Skinke på grill med diverse tilbehør og sovs.
En kage ala denne til dessert, bare i en laktose og glutenfri udgave.
Far og jeg holder noget fødselsdag sammen.

Lørdag: Pitabrød i en glutenfri version med falafel
(Hvis jeg orker efter en dag på Kreativmesse med Søs - ellers er der måske nogle rester vi kan spise.)

Søndag: Lasagne med salat.
Jeg har inviteret nogle veninder til fødselsdags- eftermiddagskage og aftensmad.

Jeg har ikke helt besluttet, hvad for noget kage der skal bages til på søndag, men i hvert fald vandbakkelse. Det er jo fødselsdag :o)

fredag den 11. oktober 2013

Undertrøje

Denne lille undertrøje har nu også fået monteret knapper og er blevet syet sammen i siden. Garn og opskrift er fra Askeladen, som er en skøn butik i Aarhus.

Opskrift: Askeladens opskrift på undertrøje/vest. Der findes lignende opskrifter flere steder på nettet fx hos Farmorfabrikken. Askeladens opskrift adskiller sig nok mest på den måde at størrelsen på undertrøjen afhænger af hvilken pindetykkelse du strikker på.

Størrelse: Ca 4-9 mdr, strikket på pind nr. 3

Garn: Askeladens Silke-Uld (ca. 35% silke og 65% merinould). Løbelængde 100 g = 600 meter. Det er et virkelig lækkert garn som ikke har været udsat for diverse kemiske processer.

Forbrug: Ca 35 gram garn

tirsdag den 8. oktober 2013

Rilletrøje med ribkant

Denne trøje er også en del af mit projekt "få-tingene-gjort-færdig". Den har ikke været helt så lang tid undervejs, som nogle af de andre ting der har ligget i gemmerne. Det var dog igen den klassiske sammensyning af ærmerne og montering af knapper jeg manglede og som gjorde at den var blevet lagt til side. Med hjælp fra min håndarbejdsbibel er det nu klaret og jeg er blevet godt tilfreds med resultatet.

Opskrift: Rilletrøje med ribkant fra "Babystrik på pinde 3" af Lene Holme Samsøe. Jeg har strikket i str 6 mdr.

Garn: "Rustik" garn fra Netto (som er en spotvarer de nogle gange har).  80% uld, 20% polyamid. Løbelængde:50 g - ca 200 meter. Farve 007.
Garnet skrifter automatisk farve og det synes jeg giver en rigtig fin effekt.

Forbrug: 2 nøgler og 7 knapper

søndag den 6. oktober 2013

Madplaner

Jeg laver faktisk madplan hver eneste uge, og tænkte at jeg måske skulle begynde at dele den med jer.
Det giver sådan et dejligt overskud herhjemme, når jeg ved hvad der skal lavest om aftenen, lang tid i forvejen. Jeg har forsøgt mig med at lave for to uger af gangen, men en uge af gangen fungere bedst lige nu. Selvom madplanen er der, har vi stadig plads til at ændre planer og menu. Hvis vi har lyst til at være spontane, rykker vi bare madplanen lidt.

For uge 41 ser det sådan ud:

Mandag: Karryfisk med hvidkål og æble med kartofler til.
Tirsdag: Kylling i tomatsauce med persille og ris.
Onsdag: Kartoffelsuppe med sprød bacon, persille og creme fraiche.
Torsdag: Skal der ikke laves mad.
Fredag: Ovnkartofler/rodfrugter, krydrede frikadeller og tzatiki.
Lørdag: Majspandekager med guacamole, salat, salsa og kød.
Søndag: Hjemmelavet burger 


Hvis der bliver mange rester får vi det typisk dagen efter og er der kun lidt, får Jesper det som regel med på madpakke.  


lørdag den 5. oktober 2013

2 x djævlehue

Th. str 3-6 mdr. Tv str 0-2 mdr.
Så er første omgang hængeparti gjort færdig. To stk djævlehuer stikket i rest garn. Begge huer er jeg startet på fordi jeg lige skulle have et hurtigt stikketøj med på farten, men det har haltet lidt med færdiggørelsen.

Opskriften: finder du gratis her

Garn: Trunte fra Hjertegarn, farve 1200 (grå), Baby Trunte fra Hjertegarn, farve 2013 (lilla og blå), Dream colour fra Mayflower, farve MS40 (grøn)

onsdag den 2. oktober 2013

Færdiggørelse af hængepartier

Denne onsdag formiddag bruger jeg på at nørkle lidt med halvfærdige projektet. Sådan nogle har det med at hobe sig op og ofte er det kun få detaljer der mangler - en kant der skal syes sammen eller en snor der skal hækles.
Jeg er forfærdelig dårlig til at få afsluttet de projekter jeg går igang, men nu hanker jeg op i mig selv. Jeg har nemlig besluttet at nogle af projekterne skal gøres færdige inden jeg må starte på et lidt større projekt jeg har i tankerne. Måske det er motivation nok? Idag er arbejdsomheden ihvertfald tilstede, så det er med at udnytte det.

fredag den 27. september 2013

Efterårsdekoration


Det var desværre lidt svært at få taget et ordentligt billede af denne dekoration, som jeg lavede i går. Men jeg vil gerne bare rigtig gerne vise jer den alligevel. Jeg har fået inspiration fra et billede, jeg har set på Pinterest.

Jeg har brugt:
1 stor kurv med sådan nogle træspøner, ligesom man bruge i købmandskurve.
1 hallowen græskar
2 små hvid pynte græskar
2 små Hokkaido græskar
1 grønt pyntegræskar
5 æbler
Nogle rønnebær med lidt blade

Så er det ellers bare at lægge tingene i kurven, som man synes det ser flot ud.
Min kurv stå i vores gang, på en gammel slagbænk som vi fik for et par uger siden, af Jespers Moster og Onkel. Hvis jeg selv skal sige det, er det utrolig vellykket. ;o)


 Jeg bliver også lige nødt til at vise jer dette billede, jeg tog at solopgangen onsdag morgen.
God weekend!

torsdag den 26. september 2013

Rabarbersaft #2

Det er tid til at få høstet de sidste rabarber fra haven. Man kan enten rense dem, skære dem 1-2 cm stykker og fryse dem ned til senere brug eller udnytte dem med det samme.
Jeg valgte at lave saft af dem med det samme, da min fryser er ret fuld.

Jeg brugt:
1,3 kg rabarber
2 vaniljestænger uden kornene
40 g citronsyre
2 tsk. non-oxalsyre
1,3 l. vand
1 kg sukker

Rens og skær rabarberne i 2 cm stykker. Kog dem i 10 minutter sammen med vaniljestængerne, citronsyre og non-oxalsyre. Sig saften fra, og kog den op igen sammen med sukkeret. Skum saften og smag om der skal mere sukker i.
Skold nogle flasker med kogende vand og dyp proppen i atamon. Hæld den varme saft på flasker og luk dem med det samme.

Farven er fantastisk!

onsdag den 25. september 2013

Høst og opbevaring af kål

 
 Vi har for andet år i træk haft kål i køkkenhaven, men i år med lidt større succes, fordi vi fik en del erfaring sidste år. I år har vi haft kålene i højbede med sådan noget meget tyndt fiberdug over, for at holde kålsommerfuglen og dens larver væk. Det har virket helt efter hensigten. Vi lærte også sidste år at ligeså snart det ligner at kålene begynder at blive spist af snegle og larver, skal de høstes.

Så i søndags da jeg skulle bruge et rødkål endte det med at jeg måtte høste alle kålene.
Når man skal høste kål er det vigtig at være forsigtig, for jo færre skader kålene får, jo bedre kan de holde sig. Man tager en god skarp lille kniv, gerne med takker, saver/skære stokken over et par blade under hvor kålet er helt fast. Fjern så de grimme og løse blade. Læg forsigtig kålene i en kassen.
Forsæt sådan til du har høstet alle dine kål, og først til sidst fjerne du selve kålplanten.

Kålene må ikke høstet mens de er våde eller hvis de er frosne. Her skal man vente til de er tørre eller tøet op.
Det høstede kål har godt af at blive opbevaret et koldt og fugtigt sted. Jeg har mine liggende i vores depot rum hvor der ca. er 5 grader.
Husk at kig til kålene sådan at et sygt kål kan komme væk inden det smitter de andre.


Det var en fornøjelse at skære det første rødkål over, tæt, fint og saftigt var det.

Løgranke

Jeg har haft rødløg i køkkenhaven i år. Løg er klar til at komme op af jorden når deres toppe vælter og lægger sig langs jorden. Her er det bare med at få løgene gravet op og tørret.
Du tørre løgene bedst en dag hvor solen skinner og det blæser lidt, men det vigtigste er at løgene ikke får regn og bliver fugtige.

Når løgene er tørret nogenlunde ind, kan man opbevare dem på forskellige måder. Jeg har valgt at flette en løgranke i år og hænge den op ude i vores garage.

Løgtoppene har jeg flettet ligesom man fletter en franskfletning, hvor man hele tiden tager en et løg mere med. Da jeg havde flettet alle løgene sammen, bandt jeg en snor rundt om den frie fletning i toppen. Jeg vil anbefale at lave fletningen på en flad overflade, sådan at den har noget at ligge på mens man fletter. Det er nemmest, at den bliver rimelig tung.

Når man gerne vil bruge at løgene, klipper man det ønskede antal løg fri nede fra på ranken, og så skulle resten gerne blive hængende fint.

onsdag den 18. september 2013

Nedfalds-æbler og lidt om opbevaring


Selvom æblerne er faldet af træet, er det ikke ensbetydende med at de er gået til spilde!
Du skal bare sørge for at få æblerne samlet hurtigt op, og enten spise dem eller gemme dem væk. Det er en god ide at skylle æblerne.

Opbevaring:
- Pluk æblerne
- Find en kasse æblerne kan ligge i. Hvis dine æbler skal stå gemt i et udhus eller under halvtag er det en god ide med flamingokasser. Mine æbler skal så på et depot vi har, hvor der er mindst 5 grader hele vinteren, så jeg har mine æbler i nogle plastik kasser, som har luft huller. Det er nemlig vigtig at der kan ske luft udskiftning omkring æblerne.
- Sikker dig at der ikke er et eneste syg æble mellem dem du gemmer.
- Et sygt eller råddent æble vil alt for hurtigt sprede sig til de raske æbler.
- Jeg har mine æbler liggende i ét lag, på en udfoldet avis nede i kassen.
- Pak evt. æblerne ind i en vintermåtte, hvis de får frost, bliver de beskadiget.
- Hvis dine æbler står ude, er det en god ide at musesikre dem. Dette gøres ved at stille æblerne mindst 15 cm over jorden, og så skal der være 15 cm fri hele vejen rundt forneden på bordpladen, sådan at musene ikke kan kravle op at benene og videre rundt og op på bordet. Man skal endvidere stille æblerne frit, sådan at musene ikke kan kravle op af andet og hoppe over til æblerne.

På denne måde skulle du gerne få mest muligt ud af dine æbler.

lørdag den 14. september 2013

Hyben-æble marmelade

Her i sensommeren/startet af efteråret er det oplagt at udnytte nogle af de lækre frugter naturen byder på. Jeg har derfor lavet denne hyben-æble marmelade med hyben fra Djursland og æbler fra min egen have. Man kan justere mængden af hyben og æbler alt efter hvad man gerne vil have der smager mest igennem.
Denne marmelade kræver lidt arbejde, da det tager tid at rense hyben. Gør det gerne udendørs, da det også kan svine lidt.

Hyben-æble marmelade (ca 6 glas):
800 g hyben (renset vægt)
600 g æbler skrællede og i både (renset vægt)
6-7 g revet ingefær (evt mere, da det ikke rigtig kunne smages)
ca 2,5 dl vand
ca 3 dl rørsukker
Vaniliestang - jeg brugte ca en halv stang uden korn, som jeg havde gemt fra et andet projekt. (Jeg opbevarer de "tomme" vaniliestænger i et lukket glas med sukker. På den måde har jeg også hjemmelavet vaniliesukker).

Hyben og æbler koges op med vandet. Jeg startede med 1,5 dl vand og tilsatte mere vand efterfølgende da jeg synes marmeladen var for tyk.
Vaniliestang og ingefær tilsættes så det koger med.
Lad marmeladen koge ved svag varme i 30 minutter.
Herefter mærker du på frugten om den er ved at være mør. Alt efter modenhed, skal hyben nogen gange koge længe, måske en time eller mere.
Tilsæt sukker - her startede jeg med 2 dl sukker, lod det koge med i 5 minutter og smagte så om der skulle mere i. På den måde kan man sikrer sig en marmelade der ikke bliver alt for sød, sådan kan jeg nemlig bedst lide den. Jeg tilsatte dog lidt mere sukker og lod det igen koge med.

Når frugten er mør (uden dog at være helt udkogt) og den ønskede sukkermængde er opløst, blender jeg marmeladen med en stavblender. Her kan du selv justere hvor grov eller fin du ønsker marmeladen.

Når marmeladen er færdig, hældes den på rene, skoldede glas. Lågene skyldes i Atamon og sættes på med det samme. På den måde er det med til at skabe vakuum i glasset.

fredag den 13. september 2013

Mulligatawny suppe - perfekt til det kommende efterår

Igår, efter at have tilbragt en hel arbejdsdag på Moesgaard Strand ved Aarhus, lavede jeg denne efterårssuppe til aftensmad. Den var både nem og lækker og ideholder foruden forskellige grøntsager også kylling og fløde. Opskriften finder du her hos Ann-Christine.

Mulligatawny suppe


Tip:
Når jeg har en rest fløde jeg ikke kan nå at få brugt inden holdbarhedsdatoen, fryser jeg den altid ned. Sådan en rest er perfekt til fx denne suppe. Jeg putter blot den frosne fløde i suppen og lader den tø op der i.

torsdag den 12. september 2013

Blomster i mit hjem

Jeg er så heldig, at vi har en  masse skønne og flotte blomster i haven. Så i går da jeg havde en fridag, fik jeg plukket nye og friske blomster ind. Dem gik jeg så og nød hele dagen og da min kæreste vendte hjem fra arbejde, fik jeg flere blomster! En stor virkelig flot buket. Wauw! Jeg må hellere lige huske at fortælle, at jeg fik buketten, som tak for hjælpen med at lave mad til et arrangement på hans arbejde i sidste uge. Og det var særdeles vellykket.
Lige meget hvor jeg kigger hen nu, kan jeg se friske blomster og jeg vil gerne dele synet med jer.

2 forskellige slags Dahlia i mit køkkenvindue

Kæmpe store dahlia'er i et af stuevinduerne

Solsikker fra min solsikkemark, der har blomstret i en måned nu.

Buketten fra min kæreste. Den er simpelthen bare så flot! Wauw!

Et lille nærbillede af buketten.
Jeg er helt vild med at buketten både fylder i højden og bredden.
Jeg har nemlig et perfekt sted til sådan en buket.

tirsdag den 3. september 2013

Glutenfrie orangeknas småkager

I forbindelse med min kærestes glutenallergi, savner han muligheden for at kunne spise orangeknas småkager fra Karen Volf. Jeg har derfor forsøgt at bage nogle og det er lykkedes forbavsende godt.

Du skal bruge:
75 g smør
125 g sukker
1 æg
100 g glutenfrie havregryn
1 spsk Jyttemel (glutenfrit mel)
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
Skallen af en økologisk appelsin

Smelt smørret i en gryde. Tag den af varmen og bland ægget og sukkeret i. Rør det godt sammen og  kommer de sidste ingredienser i. Bland det godt sammen og sæt dejen på en bageplade med bagepapir, ved hjælp af to teskeer.
Dejen flyder MEGET ud (jeg snakker af erfaring og fik en stor småkage), så brug heller en ekstra bageplade.
Bag dem i ca. 10 min. Ved 175 g varmluft.
Lad kagerne køle af, inden du smører/pensler smeltet chokolade på bunden af dem.


Billede: Charlottes forsøg på at lave små orange knas kager til mig, uden gluten. Vil ubetinget kalde det en succes. Glæder mig allerede nu, til hun skal forsøge at bage nogle store nogen  af slagsen inden længe :)
Kagerne skulle have været små og fine, men de flød en del sammen.
 
 
Billede: Opfølgning på "småkager" De er nu gået i stykker, og kun "krummer" er tilbage at finde! Men tror det går. De smager helt fantastisk.
Efter at have penslet med chokolade, knækkende jeg de store kager til småkager.

Glutenfrie grovboller

Jeg har fundet denne opskrift på en blog der hedder Glutenfrie fristelser, hun har rigtige mange gode opskrifter, men jeg synes der er en fejl ved dem. Der står ikke hvilken slags glutenfrit mel der er brugt i dem, og det er en jungel uden lige for en ny i denne verden, at finde ud af hvilket mel man skal bruge, for der er virkelig mange forskellige slags!
Jeg har derfor gengivet opskriften herunder og skrevet hvilket mel og hvor meget jeg har brugt.


Til bollerne skal du bruge:
200 g blandede solsikkekerner, hørfrø, sesamfrø og græskarkerner
2 1/2 dl kogende vand

Bland vand og frø og lad det stå og trække i en time.

50 g gær
5 dl lunken laktosefri mælk
30 g fiber husk (jeg har købt det på apoteket)
2 spsk sukker
2 tsk salt
2 æg
2 dl revet gulerod
3/4 dl olie
150 g kikærtemel el. boghvedemel(kan købes i helsekost forretninger)
220 g orange finax (kan købes i fx. Bilka, Kvickly)
230 g Schär mix B - Breda mix (kan købes i fx. Bilka, Kvickly)

Gæren udrøres i den håndvarme væske, fiber husk tilsættes og røres grundigt. Lad det stå 5 min til husk’en er geleret.
De udblødte frø og de resterende ingredienser kommes i en røremaskine og røres i 10 min. Lad dejen hvile i ca 10 min., (dejen sætter sig og bliver mere fast når den hviler et øjeblik) mærk så på konsistensen, dejen skal have samme konsistens som frikadellefars, og lige akkurat kunne holde faconen til boller, hvis dejen er for tynd bliver de falde, og hvis for tyk bliver bollerne tørre. Hæld lidt mere mel i hvis du synes dejen er for tynd, der ville jeg bruge enten Finax eller Schär. 

Lad dejen hæve til dobbelt størrelse. Tænd ovnen på 200 grader(varmluft). Dejen skal ikke slås ned. Tag dejen op med en våd ske, og form boller med hænderne, som du dypper i vand. Der bliver ca. 24 boller fordelt på to plader. Lad dem hæve yderligere 15 min. Bag begge plader samtidig, efter ca. 10  byttes pladerne rundt, så alle boller bliver let gyldne. Bagetid i alt 15-20 min. Afkøl bollerne på en rist, og komme dem derefter i fryseren.

Glutenfrit brød holder sig bedste friskt hvis det kommer i fryseren og så bliver taget op når det skal spises. Men disse boller er faktisk også gode dagen efter.
Fantastisk gode og nemme glutenfri boller. Det bliver vidst en favorit herhjemme.

mandag den 19. august 2013

Blomkålssalat

For noget tid siden, havde jeg en veninde på besøg, som lever efter LCHF konceptet. Da hun blev og spiste aftensmad måtte jeg finde på noget nyt og spænende med grønsager. Jeg søgte lidt rundt på nettet og synes at revet blomkål lød dejligt som en salat! Med inspiration fra forskellige steder fik jeg lavet denne:


Blomkålssalat:
½ revet blomkål
1 bnt. hakket persille
400 g cherrytomater
1 dl. græskarkerner

saft af ½ citron
½ dl olivenolie
salt og peber

Riv blomkålet groft og fordel det på et fad, skær tomaterne i halve eller kvarte og læg dem ovenpå. drys med persille og græskarkerner. Bland citronsaft, olie, salt og peber til en dressing og hæld det over salaten som det sidste.

Jeg synes det er en virkelig dejlig kombination, og spar endelige ikke på persille og tomat! :o)

mandag den 29. juli 2013

Endnu et hæklet zig-zag tæppe

Endnu et hæklet tæppe er færdiggjort og det er mindst lige så flot som det første jeg lavede. Tæppet her er faktisk lavet på rester fra det første tæppe, da jeg havde så meget garn til overs, at det sagtens kunne slå til til et tæppe mere. Denne gang har jeg blot udeladt den lyserøde farve og det har givet et helt andet udtryk.
Nedenfor kan du se de to tæpper ved siden af hinanden. Modtageren til "det lyserøde" er fundet, men det venter på at blive afleveret, forhåbentlig snart. "Det turkise" er afleveret til den glade modtager i sidste uge.
Fakta:

  • Opskrift - findes hos Drops her
  • Mål - mit tæppe måler ca 75 x 85 cm, incl kant
  • Kanten - langs de to sidekanter (altså der hvor tæppet ikke er zig-zag'et) har jeg hæklet først en række fastmasker, derefter en række stangmasker i samme farver som tæppet er startet og sluttet i. På den måde fåes en ensfarvet kant om hele tæppet og det giver et fint færdigt resultat.
  • Garn - Bomuldsgarn fra Søstrene Grene. 50 g = ca 160 meter. 
  • Garnforbrug - ca 8 nøgler i 5 forskellige farver
  • Hæklenål - 3.0

fredag den 26. juli 2013

Ølandshvedebrød og boller

For snart en måned siden havde en sød veninde inviteret mig til brunchFru Møllers Mølleri. Det var virkelig lækkert og udover nogle hyggelige timer sammen med hende, købte jeg også lidt ølandshvedemel med hjem fra gårdbutikken.

Det var på tide at jeg fik brugt det imens det stadig var rimelig friskmalet og derfor bagte jeg igår ølandshvedebrød og idag boller lavet på samme dej. Begge dele blev rigtig lækkert.

Jeg har brugt opskriften fra Meyers Bageri, du kan finde den lige her. I min opskrift står der dog at der skal 6 dl vand i og ikke 4,5 dl.
Da jeg kun havde fint ølandshvedemel, blev fuldkornsølandshveden erstattet af det fine.

Ølandshvedebrød

Jeg fulgte fremgangsmåden da dejen skulle deles og brødene skulle sættes til efterhævning, blot lavede jeg kun ét brød og kom den anden halvdel dej op i skålen igen og tilbage i køleskabet. Idag tog jeg så resten af dejen og formede til 9 boller med to skeer, på samme måde som når jeg laver andre koldhævede boller.
Boller bagt på samme dej som ølandshvedebrødet

Opskrifterne fra bl.a. Meyers Bageri er ofte til to brød. Efterhånden har jeg erfaret, at det kan være svært for os at spise brødene imens de er friske (og denne type brød synes jeg ikke er helt så lækre når de har været frosset ned).
I stedet for kun at lave en halv portion dej, har jeg flere gange med succus bagt dejen over to gange. Det vil sige at jeg bager de to halvdele af dejen med 1-2 dages mellemrum og på den måde har vi frisk brød længere. Dejen kan sagtens hæve længere i køleskabet end der er angivet i opskriften samtidig med, at der stadig fåes et godt og velsmagende brød.

torsdag den 25. juli 2013

Foliebakke kartofler på bål

Til trods for bålforbud i mange kommuner, også Vejen kommune som jeg bor i, kan jeg vidst godt lige ligge denne opskrift op. Så kan I gå og glæde jer til at afprøve den.
Det er ca. 3 uger siden at Jesper og jeg lavede foliebakke kartofler og pølser over bål, og det blev virkelig lækkert.

 

Opskrift på foliebakkekartofler
Til ca. 4 personer hvis du også har salat og mere kød end pølser
 
1 kg kartofler skåret i tern
4 gulerødder i skiver
1 lille bundt forårsløg i ringe
150 - 200 g bacon i mindre stykker
2 bouillonterninger
6-8 dl. vand
2 foliebakker
 
Fordel kartofler, gulerødder, forårsløg og bacon i de 2 foliebakker. Kog vandet og bland det med bouillon, sådan at de bliver opløst. Fordel nu bouillonvandet i de 2 foliebakker. Luk dem med det medfølgende låg eller sølvpapir. Sæt dem på en rist over bålet, så tæt på ilden at du kan høre at det syder. Hvis ikke du har en rist, skal du lave et glødebål og så stille foliebakkerne ned i dette.
Vi gav dem ca. 30 minutter, men kig til dem lidt undervejs og vurder.
 
Nyd nu din mad, mens bålet ligeså stille brænder videre. Ahhh... Det er livet!

onsdag den 24. juli 2013

Rysteribs

Jeg har en ribsbusk i køkkenhaven og den havde virkelig mange store, flotte, rød bær, som jeg plukkende i går. Dog blev jeg måske lidt skuffet da jeg havde renset dem og der ''kun'' var 1,5 kg. Men jeg er faktisk endt med, at blive glad for, at der ikke var flere. Det passede lige med at jeg kunne lave 4 glas Ribsgéle og så en god portion rysteribs.

Opskrift på rysteribs
500 g rensede og skyllede ribs
200 g sukker

Sukker og ribs rystet sammen i en skål, gerne nogle gange hen over en times tid inden de skal bruges. Når man ikke synes man kan ryste dem mere, kan man røre i dem og så komme dem i en fin skål.

 
Servere dem f.eks. til mørkt kød som okse eller vildt, og gerne med kartofler og sovs til. Mmmm. De kan også brugs til mange andre ting. Kager, morgenmad, desserter osv.


Til morgenmad i dag spiste jeg en portion skyr med rysteribs og mandler. Det smagte dejligt. Ribsene er stadig lidt sur, men alligevel sød.
Det er første gang jeg har lavet rysteribs, men jeg gør det helt sikkert igen næste år!

onsdag den 17. juli 2013

Honningristet müsli #2

Jeg har længe gerne ville prøve at lave min egen honningristet müsli, fordi det ser lækkert ud, smager godt og er nemt. Nu har jeg endelig fået det gjort!
 
 
 
Du skal bruge:
Nogle kerner (Jeg brugte 1 dl. hørfrø, 1 dl. solsikkefrø, ½ dl. græskarkerner)
Nogle nødder(Jeg brugte en stor håndfuld mandler som jeg hakkede groft)
Nogle gryn (Jeg brugte 1 dl speltflager, 1½ dl ryggryn)
Noget honning (Jeg brugt ca. 4 spsk honning)
 
Og så er det ellers bare at smelte det hele sammen på en pande, brede det ud på et stykke bagepapir og riste det lidt i ovnen. Ca. 10-15 ved 180 grader varm luft. Hold øje med det, så det ikke bliver får mørkt. 


Det er ikke så vigtigt hvor meget der er af det forskelligt, bare gøre som du har lyst til.
Meget honning er lig med en sød müsli og lidt honning er lig med en mindre sød müsli.
Jeg synes at den færdige müsli smager lækkert sammen med skyr, græsk yoghurt el. lignede.

tirsdag den 16. juli 2013

Kartoffelsalat med radiser og ærter

Jeg er helt vild med både kartoffelsalat med ''mælkedressing'' eller med ''oliedressing'', og for et par uger siden fik vi denne til aftensmad. Mmm, det var bare sommermad! :o)

Du skal bruge:
1 kg Kogte kartofler i skiver eller tern
200-300 optøede ærter
1 bundt radiser i skiver

2 store håndfulde hakkede krydderurter (Basilikum, persille, purløg eller hvad du lige har)
1½ dl olivenolie
½ dl hvidvinseddike
1 spsk æble eddike
salt/peber
1 spsk sennep
et lille nip sukker

Bland alle tingene til dressingen sammen, og smag den til. Kom vi radiser og ærter i, og til sidst kartoflerne for at de ikke går for meget i stykker.

Tilmed er opskriften både gluten og laktosefri på en helt naturlig måde og ikke ret svær at lave.
Hvis du vil lave den gluten og laktosefri, husk da at tjekke at der ikke er hvede og mælk i senneppen.

mandag den 15. juli 2013

Hælkede grønsager

Jespers søn, Lauge, fyldte 2 år i sidste uge. Jeg havde hæklet disse grønsager til ham, og han blev lige så begejstret over at se dem, som jeg havde håbet! Yes! :o)
Jeg har købt opskrifter, garn og fyld HER, i sådan et smart hæklekit hvor alt du skal brug er samlet. Du skal bare selv have en hæklenål. Jeg har også købt hæklekitet med frugter, og er så småt begyndt på det.

Jeg vil rose det, fordi et kit kun koster 89,00 kr. og der så meget gran og fyld at jeg sagtens kan hækle flere grønsager af det end lovet.

En helt ny verden...

Min kæreste, Jesper, har været syg i en længere periode, og lægerne har nu endelig fundet ud af at det ''bare'' er Cøliaki (glutenallergi). Denne glutenallergi giver nogle nye udfordringer i hverdagen, som vi i snart 3 uger har taget kampen op imod med succes. Trods frustration og uvidenhed er vi kommet utroligt godt fra start.
Cøliaki er noget man har resten af sit liv, og den kan kun behandles/holdes nede med glutenfri kost, så det er lidt af en omvæltning. Heldigvis får man på Esbjerg sygehus rådgivning hos diætist som hjælper en godt på vej.

På grund af dette kommer der en del glutenfri opskrifter og gode råd om at leve glutenfrit, fra mig her på bloggen fremadrettet.

Det har været en værre jungle at finde rundt og er det stadig. Vi er dog ved at have lært, hvad der skal kigges efter når vi handler. Der findes både glutenfrie produkter og naturligt glutenfrie produkter.
Man kan købe en række forskellige meltyper, færdigbagt brød, pasta, kager og meget andet. Det er sådan set rigtig dejligt, men det er bare ikke det hele som smager lige godt. Vi er derfor i gang med en afprøvningsproces, for at finde ud af hvad Jesper kan lide og hvad for noget mel jeg synes er godt at bage med.

Glutenfrie produkter

Naturligt glutenfrie produkter
Jeg skylder måske lige at fortælle, at gluten findes i hvede, rug og byg. Man bliver overrasket hvor mange ting som indeholder en af disse 3 ting. f.eks. madlavningsfløde, øl, lakrids og MEGET andet. Man kan altså ikke tåle alm. brød, pasta, færdig sovser, morgenmadsprodukter, kager, noget slik, nogle chips, ristede løg, noget ketchup, noget remolade, noget mayonaise  - listen er lang.

Naturligt glutenfrie produkter er ting der fra naturen ikke indeholder gluten: Kartofler, ris, boghvede, græskarkerner, hørfrø, sesamfrø, solsikkekerner, majs, kikærter, maizena, kartoffelmel mv.

Vi forsøger at fokusere på alle de ting man gerne må få, og det hjælper os godt på vej. Vi bliver hverdag klogere! :o)

torsdag den 11. juli 2013

Sommerferie og opskriftoversigt

For snart 2 uger siden fik jeg sommerferie fra studiet, med en veloverstået eksamen. Dog betød det ikke sådan rigtig ferie, da jeg skal arbejde en del i min ferie. Men, men, men... Bare det ikke at skulle lave lektier og læse i 8 uger, er ren luksus for mig.

Da jeg ikke skal brug en masse tid på lektier, har jeg i stedet fået lavet en opskriftoversigt over alle madopskrifter og håndarbejdsopskrifter som vi har lagt på bloggen. Oversigterne vil løbende blive opdateret som der kommer nye opskrifter, og meningen er at det skal være nemmere at finde frem til vores opskrifter.

Vi håber at I bliver glad for det.

På grund af det gode vejr har der nok været liiiddt stille her på bloggen, men jeg har taget billeder til en del indlæg. De kommer når der kommer lidt regn  :o)

Rigtig god sommer!

onsdag den 26. juni 2013

Jordbærtærte

I søndags holdte vi Sankt Hans aften, og vi havde inviteret en håndfuld gæster. Vi havde gjort det så smart at man hver især skulle have noget med til aftensmaden.
Det eneste jeg selv stod for var lidt smør, nogle flutes, borddækning og så denne jordbærtærte til dessert.
Den færdige jordbærtærte, og min første hjemmelavede af slagsen.
Opskriften virker måske lidt uoverskuelig, men når man først er i gang går det nemt. Jeg bagte bunden dagen før, så den bare skulle pensles med chokolade og pyntes på dagen.

Opskriften er som følger:
Mørdejen:
100 g smør
150 g mel
50 g flormelis
1 æg

Smøret smuldres sammen med melet, flormelis sigtes i og til sidst tilsættes ægget. Det røres en ens artet masse og sættes på køl mindst 30 minutter.

Mazarinmassen:
150 g marcipan
100 g sukker
2 æg
100 g blødt smør

Marcipan og sukker røres sammen. Smøres røres i, og herefter æggene et af gangen. Melet kommes i til sidst.

Beklæd nu tærteformen med mørdejen og derefter mazarinmassen. Bag den ved 200 grader i ca. 25 minutter.

Vaniljecreme:
2 æg
30 g maizena
75 g sukker
2 tsk vaniliesukker
½ l. minimælk

2 dl fløde, pisket til skum til at vende i den afkølede creme.

Æg og maizena piskes, vanilie og sukker tilsættes. Pisk mælk i, og kog cremen op til den er tyk. Køl cremen af og vend den med pisket fløde skum.

Desuden:
ca. 100 g mørk smeltet chokolade
mindst 500 g jordbær, gerne flere.

Smelt chokoladen og pensel det på bunden. Fordel cremen på bunden. Jeg brugte ikke al cremen. Rens jordbærene og læg dem på tærten som du har lyst.
Efter min smag var der for få jordbær på min tærte. Den måtte også gerne have været i køleskabet inden servering, men ellers smagte den dejligt. Og jeg bager den helt sikkert igen.
Måske med en ny cremeopskrift næste gang, da den smagte lidt af maizena. Det vil tiden vise :o)

Jeg er så heldig at have en masse jordbær i haven, og jeg har allerede plukket 4 kg. Mums, det er så lækkert!
En skål fuld jordbær fra haven.