onsdag den 27. november 2013

Marcipan-kerne-kiks


Rundt om i diverse supermarkeder hænger der lige nu en del juleopskriftshæfter, og det er i sådan et jeg har fundet denne opskrift. Det er et opskrifthæfte fra Odense Marcipan og jeg fandt det i Bilka. Der var rigtig mange opskrifter på konfekt, og så lige disse kiks, som jeg bare måtte bage.

Jeg har lavet dem som glutenfrie, men I kan bare skifte havregryn og mel ud med det hele almindelig du har hjemme. Det er både billigere og nemmere for dig, som ikke roder med allergi. :o)

Du skal bruge: (ca. 40 stk.)
1 dl sukker
1 dl hørfrø
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkefrø
2 dl havregryn (glutenfrie, fx Urthekram)
2 spsk Jyttemel (Jeg køber det i Superbrugsen i Bramming og har ikke set det andre steder)
2 tsk. bagepulver 
1 æg
1½ dl flydende margarine
200 g revet marcipan

Du skal gøre:
1. Bland alle de tørre ingredienser sammen, kom marcipanen i og saml dejen med æg og flydende margarine. Lad dejen hvile 15-30 minutter.

2. Sæt med en teske små klatter af dejen på en bageplade med bagepapir. Pres dejklatterne flade til kiks, evt. ved at lægge et stykke bagepapir oven på og rulle med en kagerulle.

3. Bag kiksene ved 180 grader i 10-15 minutter. Hold øje med dem, de skal kun være lysebrune.

Opbevar dem i en kagedåse til de er spist.

tirsdag den 26. november 2013

Madplan uge 48

Endnu en uge er skudt i gang, og jeg er fyldt med energi efter en afslapningsweekend.
Ugens madplan ser sådan ud, bedre sent end aldrig :o)

Mandag: Flæskestegsrester fra søndag
Tirsdag: Pasta med kødsovs og snack grønt
Onsdag: Hokkaidosuppe med cremefraiche, persille, bacon og kyllingestykker
Torsdag: Kold kartoffelsalat med grillede pølser
Fredag: Hakke bøffer med bløde løg, brun sovs og kartofler
Lørdag: Mine forældre står for menuen
Søndag: Falafler med pitabrød, salat og hvidløgsdressing

Hvis jeg har nogle grønsager der skal brugs, men jeg ved ikke til hvad, bruger jeg tit Sæson for god smag eller Karolines Køkken til at finde inspiration. Jeg synes at det har mange gode, spændende og sunde opskrifter, som jeg godt kan overskue at lave. Nye opskrifter må i min verden ikke være for kompliceret på en hverdagsaften.

fredag den 22. november 2013

Brændte mandler

Man går ned af gågaden, og duften fanger næsen.. Mmmm, brændte mandler tænker man. Jeg elsker brændte mandler, og de er faktisk nemme at lave selv, så det er bare at komme i gang!


Du skal bruge:
200 g mandler
250 sukker
1 dl vand

Kom det hele i en pande med høje kanter eller en gryde. Rør rundt og få det i kog, lad det nu koge til alt vandet er fordampet. Sukkeret bliver nu sådan lidt hvidt og tørt. Her skal man bare fortsætte, til det begynder at blive brunt og smelte. Forsæt til du synes at mandlerne er blevet ''brændte'' nok og alt sukkeret hænger fast på mandlerne.
Hæld mandlerne ud på et stykke bagepapir og lad dem køle lidt af inden du smager, og køl dem yderligere ned, inden du kommer dem i et tætsluttede glas.

Projekt juletræstæppe


Jesper og jeg skal holde vores første egen jul sammen herhjemme på gården i år. Det betyder, at vi skal finde ud af, hvad VI godt kunne tænke os og hvordan sådan en jul skal være. Hvad vil vi gerne have at spise, hvordan skal juletræet se ud og alle mulige andre ting.
Vi er enige om det meste, også juletræstæppet. Mine svigerforældre har et utrolig flot juletræstæppe, som er lidt patchwork agtigt og så alligevel ikke.
Derfor blev vi enige om, at jeg skal prøve at sy sådan et. Nu har jeg endelig fået købt stoffet og arbejdet kan gå i gang. Forsættelse følger...

mandag den 18. november 2013

Madplan: Uge 47

Min plan om at få lagt en madplan op hver eneste uge er endnu ikke lykkedes, men det gør det måske en dag. Men I skal ikke snydes for denne uges madplan af den grund.

Mandag: Minestronesuppe (Med masser af grønsager, mums!)
Tirsdag: Stegt flæsk med kartofler, persillesovs og råkost. (Husk at stemme)
Onsdag: Pastafad med kylling med en grøn salat til. (Gluten og laktosefri version)
Torsdag: Majspandekager med oksekødsfyld, salat, salsa og cremefraiche.
Fredag: Fiskefrikadeller med sur/sød sovs, kartofler og snack grønt.
Lørdag: Rester, jeg er alene hjemme.
Søndag: Flæskesteg med det hele efter denne opskrift.

Jeg er begyndt at være meget opmærksom på, at få vores madplan lavet sådan, at vi både får kylling, gris, okse og fisk i løbet af en uge, og denne uge lykkedes det rigtig godt.

Udover at lave aftensmad skal jeg i weekend lege med at bage nogle glutenfrie julesmåkager og have lavet en grankrans til døren.

søndag den 10. november 2013

Evighedsprojekt

Idag har jeg hygget mig med mit evighedsprojekt i form af en broderet julekalender. Projektet fik jeg foræret som et komplet sæt i 2002 af min skønne farmor. Dengang boede jeg i Tyskland og havde nogle lange mørke aftener der skulle fordrives med noget, derfor gav hun mig denne kalender.

Jeg har efterfølgende kun broderet på den meget sporarisk når lysten til broderi lige har grebet mig og derfor er der også et stykke vej endnu inden den kan siges at være færdig.
Mit mål er at den skal være klar når mine egne børn får brug for sådan en, så et par år har jeg vist lige at løbe på endnu! Dog må jeg vist hellere vinde den frem lidt oftere fremover hvis det skal lykkes.

lørdag den 2. november 2013

Æblegrød

Jeg husker tydeligt fra min barndom, at vi tit fik æblegrød. (Især om vinteren) Vi fik det både med mælk og sukker til dessert eller snack, som gammeldags æblekage og nogle gange som morgenmad med cornflakes og mælk. Mmmm, siger jeg bare! Vi har helt vildt mange æbler i år og jeg havde lige sådan lyst til at lave æblegrød af nogle af dem.

Opskrift:
800 g - 1 kg forskellige æbler (Gerne en blanding af mad- og spiseæbler)
4 dl vand
100-150 g sukker

Skræl æblerne og fjern kernehuset. Skær æblerne i både og kom dem i en gryde med vandet.
Hvis man laver æblegrød tidligt på sæsonen, skal der næsten ingen vand i, men mine æbler er blevet lidt melet, og tog derfor en del vand.
Når æblerne er kogt møre og det er blevet til grød, smages der til med sukker.

Nyd æblegrøden varm eller lad den køle af.


fredag den 1. november 2013

Græskar i lange baner!

Det vrimler med græskar, af forskellig art, alle steder hjemme ved os lige for tiden. Nogle af egen avl og nogle som min kæreste har fået med hjem fra arbejde.
Jeg vil lige vise jer billeder af det, for jeg synes det ser virkelig hyggeligt ud og komme med et bare gode tricks.


Jeg havde set et sted på nettet, hvor de have skåret låget til græskarlygten, som på billederne ovenfor. Det er vildt smart. Det er både nemmere at skrabe indholdet ud og tænde lygten.
Vi har både skåret og boret huller i lygterne. Junior på 2 år kunne nemlig hjælpe far med at bore hullerne, men ikke så godt med at bruge den skarpe kniv.


Græskarene er både inde og ude. Det er bare så hyggeligt.

Et godt trick er, at pensle sit udskåret græskarhoved med atamon og sørge for at det ikke får for meget vand. Dette gør at du har glæde af (u)hyggen i lidt længere tid, inden den mugner.